Marianne Green er en anmelderrost sangerinde på den irske musikscene. Hendes personlige fortolkning af traditionelle irske sange sunget på engelsk og gælisk blandet med egne sange og traditionelle instrumentalnumre, kombineres til en stemningsfyldt koncert.
Siden udgivelsen af sit debut album i 2010 “Dear Irish Boy”, lavet i samarbejde med den irske folk-legende Andy Irvine, har hun turneret i ind- og udland og medvirket i irske TV- og radioprogrammer på både engelsk og gælisk. Hendes kvalificerede research til albummet og indlevelse i den irske tradition samt evnen til at forny musikken, har vakt nysgerrighed og anerkendelse på den irske musikscene.
Marianne Green har været på flere turnéer i Irland og spillet på store festivaler som Sligo Live Festival, Ulster Bank Belfast Festival at Queens og International Fiddler’s Green Festival i Rostrevor. Flere af koncerterne er blevet optaget og sendt på BBC Radio Ulster. Hun har også spillet på Celtic Connections, Folkest i Italien, Oulu Irish Festival, Finland, City of London Festival og en traditionel musikfestival i Tunesien.
Marianne Green er vokset op i Danmark med en italiensk mor og en dansk/engelsk far. Der var altid musik på pladespilleren i hjemmet og ofte irsk og engelsk folk. Denne musikalske impuls samt hendes kulturelt blandede baggrund, har ifølge hende selv været årsagen til, at hun har været åben over for den irske musikgenre og tradition.
De sidste 10 år har hun danset professionelt med ”Trad Lads & Green Steps” og har desuden startet skolen ”Dark Green School of Irish Dancing”. Samtidig har hun arbejdet med den irske sang, som har resulteret i udgivelsen af EP’en ”By Yonder Town” og debut-albummet ”Dear Irish Boy”. I 2013 kombinerede hun dansen og sangen til forestillingen ”Grá”, med dansere fra hendes ensemble Green Steps og nogle af hendes faste musikalske samarbejdspartnere.
”Dear Irish Boy” er et værk bestående af 12 sange, hvoraf to er skrevet og komponeret af Marianne Green selv og et af hendes faste samarbejdspartner og producer, Martin O’Hare. Resten af sangene er traditionelle irske sange primært hentet fra Nordirland og specielt fra Co. Down, hvor albummet også er indspillet. Yderligere har hun fået hjælp af Andy Irvine, der er et ikon inden for irsk musik. Han er bl.a. kendt for at være en af de mest fornyende krafter inden for genren ved at indkapsle essensen af traditionen og samtidig tilføre musikken nye taktarter og akkorder.
LIVE- Band:
Marianne Green: Sang, whistle.
Bjarne Schmidt: Guitar, bouzouki
Martin O’Hare: Bodhran, bones.
Sonnich Lydom: Harmonika, mundharmonika.